lørdag den 29. juni 2013

Sprød Salat med Varmrøget Makrel

Selvom det i dag er en regnfuld lørdag, så er en salat aldrig helt af vejen. Årstiden siger stadigvæk sommer og mange af gårdhavens grøntsager er modne. Salat er min favorit aftensmad (og frokost), så jeg forsøger altid at skifte lidt ud i ingredienserne, alt efter hvad jeg har i gårdhaven og hvad der er i sæson.

Denne gang blev salaten piftet op med varmrøget makrel, som smager så lækkert og så giver spidskålen en dejlig sprødhed.

Og så er den nem lige at smide sammen, det tager under 10 minutter!



Salat med Varmrøget Makrel
(2-3 portioner)

Ingredienser:
1/4 spidskål
2 store gulerødder
1 lille hjertesalat
4 små radiser
6 små tomater
1 halvside varmrøget makrel


Fremgangsmåde:

  1. Skyl alle grøntsager grundigt og lad dem dryppe af.
  2. Snit spidskål, salat og radiser fint.
  3. Riv gulerødderne på juliennejern eller med en grøntsagsskræller.
  4. Halver tomaterne. 
  5. Bland enten salaten i en skål, eller anret på tallerken. 
  6. Slut af med fordele makrel på tallerkenen.


Smager også godt med en olie/eddike dressing til. Bland 3/4 olie med 1/4 eddike, rør godt sammen og dryp over salaten.


tirsdag den 18. juni 2013

Grillede Bananer med Chokolade

Grill sæsonen er godt igang, - og jeg er ovenud lykkelig for vores baggård, kulørte lamper og vore grill.

Mine to yndlings-desserter på en grillaften er ovennævnte Bananer med chokolade og grillede skumfiduser.
Først lidt stemningsbilleder fra sidste grill aften med gode venner, jeg håber du kommer i ligeså meget grill humør, som mig, når du ser dem :-)












Grillede bananer med chokolade

Grillede Bananer med Chokolade 
(1 person)

Ingredienser:
1 moden banan
50 gr. mørk god chokolade

evt. flødeskum
evt. cointreau

sølvpapir

Fremgangsmåde:
Skær en rille på langs af bananen, uden at skære helt igennem. Fyld bananen op med chokolade i mindre stykker. Pak den ind i sølvpapir, så siden med chokoladen er øverst og bananen kan stå op.
Læg bananen på grillen, i ca. 15-20 minutter.

Serveres som en "pakke" på en tallerken med lidt flødeskum og spises med ske. Man kan også sagtens servere den med lidt cointreau.

Klar på grillen..


Så lækkert når flødeskummet smelter :-) 

torsdag den 13. juni 2013

Sommersalat med Radiser og Asparges

Sommer i Danmark = masser af lækre friske lokale grøntsager = salat :-)

Er kæmpe fan af salat, - og spiser det dagligt. For tiden er det helt fantastisk med alle de skønne, sprøde og friske grøntsager der er, især dem fra min egen lille urbane "have" - min gårdhave. Radiserne til salaten er fra årets første høst, sidste uge. De var SÅ gode. Purløget er også fra egen avl :-)
De lækre asparges var nye danske fra markedet på Ingerslevs Boulevard i Aarhus. Kan kun anbefale alle at kigge et smut forbi onsdag og lørdag, udvalget er fantastisk. 

Jeg har i de senere uger købt blandt andet, nye jordbær fra Samsø, kirsebær, en chiliplante, en mynteplante & persille. Glæder mig til flere danske grøntsager på markedet over sommeren.

Gør dig selv, omverdenene, producenterne & ikke mindst dyrene en kæmpe tjeneste og køb lokale & økologiske råvarer. I de fleste supermarkeder er der store udvalg af økologiske produkter. Jeg køber det meste jeg kan økologisk, desværre kan der være udsolgt eller mindre god kvalitet af de økologiske grøntsager og frugt og så forsøger jeg mig med det lokale.

Men æg, mælkeprodukter & kød, der går jeg A L D R I G på kompromis. 
Hvis du tænker, nåå hvorfor det? Er friland ikke ligeså godt som økologisk? Hvorfor skal jeg bruge de ekstra penge? Så tjek disse hjemmesider: Mælk Kvæg, svin & fjerkræ Økoæg er bedst



Sommersalat med Radiser og Asparges

Ingredienser:
1 dl. couscous
havsalt
4 små cherry tomater
1 lille hoved romaine salat/hjertesalat
3 nye asparges
2 radiser
lidt purløg

dressing:
2 spsk. Olie
1/2 spsk. eddike

Fremgangsmåde:
  1. Kog din couscous sammen med lidt havsalt, efter anvisning på pakken. Lad den afkøle.
  2. Skyl grøntsagerne og snit dem, riv salatbladene til rustikke stykker.
  3. Rør olie og edikke sammen i en lille skål.
  4. Anret på en tallerken, drys med purløg og dryp dressingen over.

tirsdag den 11. juni 2013

Islatte

Som lovet kommer her opskriften på Islatte.

Nu hvor sommeren virkelig er ovre os, så er det bare med at sidde udenfor og nyde en kold Islatte :-)
Min er ganske enkel, bare som en "almindelig" latte, og så kan man selvfølgelig pifte den op med forskellige lækre sirupper.
Jeg bruger min Nespresso maskine, som jeg er så FORELSKET i. Så kan kun anbefale at investere i en sådan fætter, hvis du holder af en god Latte :-) De har netop tilføjet nogle af deres Variantions: Vanilje, Chokolade og Karamel til deres faste sortiment, så jeg glæder mig til at afprøve dem i islatten. Mmmh, den lækre smag af chokolade, vanilje eller karamel, helt uden sirup som jeg personligt synes, er alt for sødt.

Could it be better? Nej, det tror jeg ikke :-)

Jeg fik så også afprøvet mit ny indkøbte Starbucks krus, helt vildt smart når man går på krykker, da det bare er helt tæt når låget er skruet på.

Iced Latte
 Is Latte
(til 1 person)

Ingredienser:
2 shots god (afkølet) espresso, f.eks. Nespresso karamel eller chokolade
4 dl. kold mælk
håndfuld isterninger
evt. sirup med smag

Fremgangsmåde:
Bryg din espresso, lad den køle af, eller brug den friskbrygget. Hæld isterninger i dit glas, hæld espressoen over og top op med den kolde mælk. Nu kan du så smage den til med sirup eller bare nyde den uden. Sådan kan jeg bedst lide den :-)


Du kan også servere din latte i et flot syltetøjsglas..


torsdag den 6. juni 2013

Stop Spild af Mad - Luises Rabarberkaka

Hvis du i denne uge har set aftenshowet på Dr1, har du sikkert lagt mærke til at der er fokus på mindre madspild. I aften vil bla. Stopspildafmad være med og besvare spørgsmål fra seere, så se med kl. 19!!

Mindre madspild har længe været et vigtigt emne for mig, så jeg forsøger at smide så lidt ud som muligt og altid at finde nye måde at minimere mit madspild, - f.eks. med nye opskrifter.

Jeg har også læst Magasinet, "Mere mad - mindre spild" som Landbrug og fødevarer netop har udgivet. Rigtig spændende læsning, som jeg vil opfordre alle andre til at læse. Hvis du følger dette Link, kan du hente magasinet som pdf fil og læse det.

Hvis du er interesseret i mere Stop Spild af Mad, så tjek deres Facebook side ud her, eller deres hjemmeside her. Jeg har også et direkte link til deres hjemmeside liggende på forsiden af bloggen, yderst til højre.

Så inspireret af ugens fokus på mindre madspild, lavede jeg en lækker lækker kage med en rest rabarbergrød. Denne kage, hedder oprindelig Marias körsbärkaka, er med kirsebær, og er en opskrift som min mor har fra et damemagasin, tilbage fra 1970'erne. Vi har begge bagt den mange gange, - og det er nok en af mine yndlingskager.  Den er nem at lave og kræver kun få ingredienser.
Kagen er så alsidig, at du kan bruge grødrester, eller bare en rest frugt som er ved at være for blød eller som du ikke kan få brugt. Den smager bedst frisk, men fungerer også glimrende fra frost.

Velbekomme!


Og da det i dag er Sveriges Nationaldag, så kommer selvfølgelig et fint billede af det smukke svenske flag. Sender en tanke til min familie i Sverige :-)

Fra charliebloggen.blogspot.com





Luises Rabarberkaka
(1 kage, 28-30 cm. diameter)

Ingredienser:
250 gr. rest afkølet rabarbergrød, f.eks. som denne (eller anden grød, eller frisk frugt)
150 gr. blødt smør
190 gr. flormelis
1/2 tsk. vaniljepulver
reven skal fra 1 øko citron (kan undlades)
2 store æg
125 gr. mel
1/2 tsk. bagepulver

Tilbehør:
Skyr
vaniljepulver
frisk frugt

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 150 grader, - ikke varmluft.
Pisk smør blødt, tilsæt halvdelen af puddersukkeret, vaniljesukker og reven citronskal og pisk. I en anden skål, pisk æggeguler med resten af sukkeret, til du får en æggesnaps. Rør blandingen sammen med smør-blandingen. Bland med og bagepulver sammen i en separat skål. Pisk æggehviderne stive. Vend mel og piske hvider, skiftevis i smør-blandingen, rør indtil alt er blandet godt sammen.

Hæld i en smurt rund form, (28-30 cm. diameter). Bred grøden, eller frugten ud over kagen i et jævnt lag. Skrab små huller i grøden, så dejen kommer til syne og har mulighed for at hæve op.

Bag i ca. 45 minutter, indtil kagen er gylden og gennembagt. *Tjek med en strikkenål, eller tandstik. Hvis den kommer ren ud, efter at have været i kagen, er den gennembagt.

Server den med skyr rørt med vanilje og frisk frugt.


I baggrunden ses året første Iskaffe, Muuuums. Opskriften kommer en af de kommende dage :-)

mandag den 3. juni 2013

Små Chubby Pandekager med Banan

Har i nat sovet i Sommerhus, så vågnede op til den smukkeste udsigt over Aabenraa Fjord. Høj sol og dejlig varme allerede fra kl. 07.00 :-) Helt fantastisk at vågne op til. 
Udsigten skal du bestemt ikke snydes for..



Til en så dejlig morgen, hører dejlige pandekager :-) Hos mine forældre er jeg mere begrænset i meltyper, min favorit blanding er nu engang brun rismel og boghvedemel, som bonus er det også glutenfrit! Her er en udgave hvori der også er lidt proteinpulver. 
De smager simpelthen såå godt!
Tilbage til melet, jeg lavede dem i dag med grovvalsede blendede havregryn, hvilket gav en dejlig mild smag af havregryn, og så blev de luftige. Lækkert. 



Tykke pandekager med banan

Havregrynspandekager med Banan
(5 stk. små)

Ingredienser:
100 gr. økologiske grovvalset havregryn
1/2 tsk. bagepulver
1 æg
1 dl. minimælk
knsp. salt
evt. 1 tsk. vaniljepulver
1 stor banan
kokosolie til stegning

Fremgangsmåde:
I en blender eller foodprocessor, blend havregryn til mel. Tilføj bagepulver og blend. Tilføj knsp. salt, æg og mælk og blend til du har en ensartet jævn masse. Hvis du ønsker lidt ekstra smag, tilføj vaniljepulver. Skær bananen i skiver og vend den i dejen.
Steg små pandekager, på en varm pande i en lille smule kokosolie, et par minutter på hver side til de er brune og er hævet op.

Server med frisk frugt, nødder, agavesirup/ahornsirup :-) 
Perfekt på terrassen/altanen en solrig dag.

Tykke pandekager med banan

søndag den 2. juni 2013

Rabarber Trifli

Så kom Juni. Jubii. Og ifølge meteorologerne skulle vi i år, få en ganske fin Sommer. Så det vil jeg glæde mig til :-)
Denne weekend har allerede budt på ganske glimrende vejr, der har været masser af sol, desværre dog også ret meget blæst hernede i det Sønderjyske.
Da sommeren jo er over os, er der også masser af frisk, dansk frugt og grønt man kan nyde godt af. Jeg er på "rehabiliterings"- ophold hos mine forældre efter en hofteoperation, så nu er der en dejlig have inklusive frugt og grønt.
Desværre, på grund af den laaaange og kolde vinter, er mange afgrøder sent på den i år, så vi måtte nøjes med nye danske kartofler fra markedet, (i Aarhus er der marked på Ingerslevs Boulevard hver onsdag og lørdag) Meeen, rabarberne, de var klar!
Så med hjælp fra mor, blev det igår til Rabarber Trifli, til mormors ugentlige middags besøg.

De smukke røde jordbær rabarber, har min mor desværre ikke, så grøden er grøn, men smager fortsat ligeså fantastisk!


Rabarber Trifli
 Rabarber Trifli
(8 portioner)
Ingredienser:
600 gr. rabarber
1 vaniljestang eller 1 spsk. vaniljepulver f.eks. fra urtekram
60-150 gr.* rørsukker eller 3-5 spsk. agavesirup **
evt. nonoxalsyre 

3 makroner pr. person
50 ml. fløde pr. person
mynteskud til pynt

Fremgangsmåde:
  1. Rens rabarberne grundigt og skær dem i 11/2 cm stykker. 
  2. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og rør dem med 60 gr. sukker, indtil det er blandet godt og du har vaniljesukker. 
  3. Hæld rabarber i en gryde, hæld vaniljesukkeret + stang ved og rør det hele godt sammen. Lad det stå og trække i en 15 minutters tid. 
  4. Kog nu rabarberblandingen i 3-5 minutter, med låg på, indtil at rabarberne er flydt en smule ud og du har en kompot. * Smag nu til med ekstra sukker
  5. Hvis du gerne vil neutralisere noget af syren, dvs. ikke få den lidt "belægnings" agtige følelse på tungen efter at have spist grøden, så tilføj noget nonoxalsyre (læs på pakken hvor meget og hvordan).
  6. Giv den 1 minut mere efter evt. ekstra sukker er kommet i og lad den så køle af.
*Jeg holder af den syrlig, så 60 gr. sukker er fint til mig, det kommer også meget an på hvor syrlige dine rabarber er. Så smag dig frem, umiddelbart er 100 gr. meget passende, og ikke for sødt.

** med agavesirup, - hvis du ønsker at lave den uden raffineret sukker.
  1. Rens rabarberne grundigt og skær dem i 11/2 cm stykker. 
  2. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.
  3. Hæld rabarber i en gryde, hæld vanilje + stang ved samt 2 spsk. agavesirup. 
  4. Kog nu rabarberblandingen i 3-5 minutter, med låg på, indtil at rabarberne er flydt en smule ud og du har en kompot. * Smag nu til med ekstra agavesirup.
  5. Hvis du gerne vil neutralisere noget af syren, dvs. ikke få den lidt "belægnings" agtige følelse på tungen efter at have spist grøden, så tilføj noget nonoxalsyre (læs på pakken hvor meget og hvordan).
  6. Giv den 1 minut mere efter evt. ekstra sirup er kommet i og lad den så køle af.

Sådan samler du din Trifli
  1. Pisk fløden til skum
  2. Knus makroner i en skål, enten med hænder, eller bagsiden af en grydeske.
  3. I en glas eller en lille skål, lig lagvis 
  4. makroner - rabarber - flødeskum - makroner - rabarber 
  5. Slut af med flødeskum. Pynt med lidt knuste makroner og mynte.

Alt efter hvor mange i er, så kan der være en rest kompot. Den kan bruges ovenpå morgengrøden, skyr osv. Jeg vil ud og eksperimentere med en kage med resten. :-) 
Rabarber Trifli