lørdag den 5. januar 2013

(jule)Småkager - Zimtsterne & Vanillekipferl - (Bedre sent, end aldrig)

Julesmåkager er altid et hit, - og disse er helt fantastiske! De bliver bagt hver jul hjemme hos mig.
Det er tyske småkager, bagt traditionelvis i juletiden, men syntes bestemt også de kan bages på andre tidspunkter.
Jeg skal ihvertfald bage en omgang Zimtsterne på dansk Kanelstjerner igen inden næste jul :-)

Opskrifterne er fra nogle jule-bage hæfter fra Tyskland, iih ´, elsker simpelthen deres store udvalg!

Zimsterne
Zimtsterne
(fra 150 Rezepte, Advents-Backstube 04/12)
Ca. 40 stk.

Ingredienser:

3 æggehvider
250 gr. puddersukker + ekstra til udrulning
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. kanel
125 gr. malet mandel
200 gr. malet hasselnød

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 150 grader, - 130 grader varmluft.
  1. Pisk æggehvider stive. Si puddersukkeret ned til æggehviderne og vend sammen. 
  2. Tag ca. 10 spsk. fra og stil tilside til senere.
  3. Tilføj kanel, mandelmel og hasselnødmel til æggehvide blandingen og rør det godt samme.
  4. Rul dejen ud på bordpladen, som er strøet med puddersukker. Rul den ud i 1/2 cm. tykkelse og stik ud med stjerne-udstikkere. Dejen kan godt klistre en del, så der skal bruges en del ekstra puddersukker.
  5. Læg stjernerne over på en bageplade beklædt med bagepapir.
  6. Herefter skal de pensles med den til side satte æggehvideblanding, *hvid blandingen virker lidt tynd, tilføj 1 spsk. puddersukker, gerne et halv tykt lag.
  7. Bag dem i ovnen i ca. 20 minutter.
  8. Efter bagning, træk bagepapiret med stjernerne fra pladen og lad dem afkøle helt.
  9. Opbevar i en lufttæt beholder.



De hæver meget op i ovnen.



____________________________________________________________________


Zimsterne & Vanillekipferl

Vanillekipferl 
( fra Die grosse Advents-Bäckerei 2012)
Ca. 55 stk.

Ingredienser:

100 gr. sukker
2 tsk vaniljekorn (Ikke sukker)  eller korn fra 2 vaniljestænger
250 gr. mel
200 gr. usaltet smør
100 gr. malet mandel
1 knsp. salt
2-3 spsk puddersukker

Fremgangsmåde:
  • Bland sukkeret med vaniljekornene. Tag 70 gr. af blandingen fra og stil resten til side til senere.
  • Bland vaniljesukker blandingen med mel, smør i mindre stykker, mandler og salt og ælt det til en smidig dej. Brug evt. en røremaskine med dejkrogen. 
  • Rul delen til en kogle, pak den ind i folie og læg den i køleskabet i ca. 30 minutter.
Tænd ovnen på 180 grader, 150 grader varmluft. 
Tag dejen ud af køleskabet, rul den ud til en pølse og skær den i 55 stykker. Rul og form dem til en "hestesko", se guiden nedenunder.


  1. Tag et stykke dej.
  2. Rul den ud til en pølse, gerne med 2 hænder, således at den er tykkere i midten og tyndere i spidserne.
  3. Tag spidserne og før dem ind mod hinanden så de former en hestesko.
  4. En færdig hestesko - kipferl.

  • Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i 10 minutter og lad dem afkøle et par minutter på bagepladen.
  • ** Skub dem ikke af bagepladen eller flyt dem de første minutter, da de så knækker! - De er meget skrøbelige mens de stadig er varme.
  • Efter de er afkølet lidt, men stadig lune, vendes de i det resterende vaniljesukker. Så lækkert :-)
  • Hvis der ikke er nok vaniljesukker så bland mere, 4 spsk. sukker og 1/2 tsk vanilje.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar