onsdag den 3. oktober 2012

Den bedste pizza, lækker chokomousse og til sidst, syltede pickels

En travl onsdag gjorde at jeg ikke nåede et indlæg, derfor lidt mere gods i dagens :) 
Jeg har så mange opskrifter og mad oplevelser jeg vil dele med verden, men der kommer nok også dage hvor jeg ikke står i køkkenet.

Jeg lavede en super lækker chokolademousse i forgårs og i går den bedste hjemmelavede fuldkornspizza! Jep, fuldkorns - Og den blev virkelig lækker. Jeg har længe fulgt en blog hvor de jævnligt laver denne pizzadej og min mund løber altid i vand. Derfor skulle det være nu jeg ville prøve. Tidligere har mine pizza'er været meget gode, dejen har været udmærket, men ikke noget at prale om, så det var bestemt en succes, hvilket kæresten også synes. 
Jeg havde købt små agurker, pickles, på markedet på Ingerslevs Boulevard sidste uge og det var på tide at få dem syltet. Det er min første gang, så jeg er meget spændt på resultatet.
Og her kommer så de forskellige opskrifter på lækkerierne.

Enjoy - håber du vil kunne lide det så meget som jeg kunne.




Fuldkornspizza
2 store eller 3 mindre pizza'er
(Fundet hos KERF)

Fordej 1 (Biga):
150g Grahamshvedemel
115g vand
5g salt

Rør ingredienserne sammen og dæk til.

Fordej 2 (Fermentée)
75g Grahamsmel
60 gr vand
1,5 gr tørgær eller det der svarer dertil i almindeligt gær (jeg var løbet tør for alm. gær)

Rør ingredienserne sammen, hvis du bruger almindeligt gær så skal det røres ud i fingervarmt vand først. Eller rør tørgæren ud i melet først og tilsæt så vandet. Dæk til.
Begge fordeje skal stå i 1 og op til 12 timer og hæve. Mit stod, pga. tid kun 1 time, næste gang vil jeg bestemt prøve at lade det stå hele dagen.

Resten:
25 gr Grahamsmel
25 gr honning
12,5 gr olivenolie

I en skål (eller skålen fra en standmixer), brug dejkrogen, hæld først fordej 2 og herefter fordej 1 ovenpå (fordej 1 er ret klumpet). Tilføj nu, honning, olivenolie og det sidste mel.
Rør på lav hastighed indtil alt er blandet godt sammen, herefter på medium hastighed i 3-4 minutter. Tjek om dejen er meget våd, den må gerne være fugtig og klistre lidt, men hvis den er for våd, tilsæt mere fuldkornshvedemel lidt ad gangen indtil den hænger sammen. Ælt i 3 minutter mere hvis du tilføjer mere mel. Vend dejen ud på bordpladen, strøet med mel og ælt i et par minutter.
Dejen skal nu efterhæve. Jeg lod min stod lunt og overdækket i en time. Den må meget gerne hæve lidt længere og hvis du forbereder den dagen/e inden skal den stå minimum i køleskabet i 6 timer. Tag den ud 1-2 timer inden bagning.
Forvarm ovnen på 250 grader varmluft / 220 grader varmluft. Jeg brugte min bagesten og vil til al tid anbefale at købe sådan en, er så glad for den og skulle have købt den for lang tid siden. Men pga. min bagesten kan jeg kun have ovnen på 220 grader da den ikke tåler højere varme. 

Rul nu dejen meget tyndt ud og tilføj fyld. Jeg lavede min egen tomatsovs.

Tomatsovs:
1 dåse hakkede eller flåede tomater (Jeg brugte en med hvidløg da det var det jeg havde)
1 hvidløg (brug ej hvis der allerede er hvidløg i tomaterne)
1 tsk oregano
1 tsk havsalt
1/2 tsk salt


Jeg hældte alt i skålen der fulgte med min stavblender og blendede til det blev en jævn sovs. Jeg brugte maksimalt halvdelen, så resten fyldte jeg i en frysepose og fryser til næste gang pizza er på menuen.



Smør et tyndt lagt tomatsovs på pizzaen og tilføj fyld.
Jeg blandede revet cheddar og mozarella og rev noget picorino over pizzaen, derefter lagde jeg champignon i skiver og revet skinke på. Nummer 2 pizza blev med samme oste blanding og champignon, men kun med halvdelen med skinke. 

Ved 250 grader er bagetiden 12-15 minutter og ved 220 grader 15-17 minutter.
Kanten skal blive brun og være sprød, eventuelt dæk pizzaen med lidt sølvpapir hvis noget af fyldet bliver for mørkt. (Min ovn er ikke altid helt samarbejdsvillig :) )




_________________________________


Chokolademousse, himmelsk - let og luftig 
(uden fløde og med meget lidt sukker)
 - inspiration fra frugalfeeding

100 gr mørk chokolade, min var 50%
100 ml instant kaffeblanding, middelstærk ( vurder styrke alt efter hvor meget du kan lide kaffesmag) 
2 æggeblommer, jeg brugte pastoeriserede
3 æggehvider, jeg brugte pastoeriserede
1 spsk sukker

Smelt chokoladen over vandbad, når det er smeltet tilføjes kaffen, pisk til det er inkorporeret. Tag af vandbadet og tilføj æggeblommen og pisk godt. 
Pisk æggehviderne stive, men ikke så stive at de danner toppe. Tilføj 1 spsk sukker og pisk nu indtil der dannes faste toppe. Pas på ikke at overpiske.
Vend nu, lige så stille, æggehviderne i chokoladeblandingen indtil massen er lysebrun og uden hvide striber.
Hæld nu moussen i forme eller kopper. Jeg brugte 4 plastisk kaffekopper. Dæk dem med husholdningsfilm, sæt på køl på minimum 1 time og NYD. 
Det er simpelthen utroligt, at så lidt ingredienser kan give en så fyldig og lækker, men stadig let mousse!


____________________________________



Pickles, New York pickles eller bare syltede agurker.
(Med inspiration fra forskellige kilder, feks. louisalorang)
Til 3 mindre glas

Ingredienser:
Saltlagen:
10-12 drueagurker
2 liter vand
150 gr salt

Syltelagen:
3 dl sukker
8 dl lagereddike
2 spsk hvide peberkorn
1 1/2 tsk fennikelfrø
8 fed hvidløg
1 stor tørret chili eller 3 mindre (kan undlades)
5 dildskærme (2-3 er også fint)

2 store eller 3 mindre sylteglas
Atamon til at skylle glassende med


Vask og skrub agurkerne grundigt. Prik dem med en spids lille gaffel. Hæld saltet i vandet og rør indtil saltet er opløst. Kom agurkerne i saltlagen og læg en tallerken eller lignende på, så de bliver holdt under vandet. Lad dem trække natten over.

Skyl og vask dine sylteglas grundigt. Rens dem med Atamon og varmt vand (følg anvisningen bag på flasken) og stil dem klar på bordskånere.

Hæld lagereddike, sukker, hvide peberkorn og fennikelfrø i en gryde og kog op. Rør rundt indtil sukkeret er opløst, skru ned for varmen så det kun simrer, tilføj hvidløgene, chili og dildskærmene og lad koge op. Sluk for varmen.

Hæld saltlagen fra agurkerne, kasser den og fordel agurkerne i de rensede sylteglas. Fordel nu dildskærmene i, så der er 1 i hver. Fordel også krydderierne og hvidløg i glassene. Jeg havde kun 1 chili så det ene glas fik den.  Hæl nu lagen over agurkerne så den dækker og luk glassene. 
Stil dem mørkt og køligt (mine står i min kolde entré i en kasse under et skab på gulvet) og lad dem trække i 4-7 dage. Kasser eventuelt dildskærme og chili efter nogle dage. (Jeg smider min chili ud og beholder dilden - elsker dild)
De kan holde sig uåbnet i flere måneder. Efter åbning skal de stå i køleskabet, brug altid rent bestik hvis du tager en agurk, så holder de længst.

















Ingen kommentarer:

Send en kommentar